28. november 2019

CSR og bæredygtighed Samfundsansvar - Dialogmøde - Dialogmøde Historisk

Etik, skat og samfundsansvar – et sammenkog fra dialogmøde den 26. november

Forretningsetik er placeret højt på dagsordenen hos den øverste ledelse. Virksomhedens brand og omdømme kan ødelægges af blot en enkelt uetisk handling. Forretningsetik var netop temaet for FSR – danske revisorers dialogmøde 26. november.


Revisorernes hus lagde rammerne for dialogmøde den 26. november om forretningsetik. Repræsentanter for NGO’er, virksomheder, investorerne og rådgiverne gav deres syn på, hvordan virksomheder kan og bør have gennemsigtighed om forretningsetik, herunder deres skattebetaling. Jan Robert Molin, medlem af FSR – danske revisorers CSR-udvalg ledte deltagerne gennem dialogmødet. Og det var i sandhed et dialogmøde, hvor spørgelysten var stor og etiske dilemmaer blev diskuteret.

Budskabet er klart: Gennemsigtighed skaber tillid
Første taler på programmet var Hannah Brejnholt fra Oxfam IBIS. Oxfam IBIS er en civilsamfundsorganisation, der har til formål at skabe en verden med mindre ulighed. Ifølge Oxfam IBIS er virksomheders skattebetaling en vigtig del af deres samfundsansvar og et vigtigt redskab til omfordeling. Men for at skattemyndigheder i hele verden er i stand til at opkræve den rette skat på rette tid og sted, kræver det adgang til information. Derfor var Hannah Brejnholt klar i mælet med budskabet om, at virksomheder åbent må rapportere om deres globale skattebetalinger for øget gennemsigtighed mindsker risikoen for korruption og skaber tillid. I Danmark har vi en høj grad af tillid til hinanden og vi oplever, at flere og flere virksomheder vælger at gå foran og rapportere offentligt om deres skattebetalinger, selvom de endnu egentlig kun er forpligtet til at underrette skattemyndighederne om dette.

Offentlig adgang til information har i øvrigt en positiv indflydelse på virksomhedernes adfærd og interesse i skat som et spørgsmål. I 2012 fik Danmark de såkaldte åbne skattelister, der viser, hvor meget virksomheder, der opererer i Danmark, betaler i selskabsskat. Her kunne Hannah Brejnholt fortælle, at en række store internationale selskaber, lige netop det år, fik overskud og dermed kunne rapportere om selskabsskattebetalinger. Et skattebetalingstal kan dog ikke stå alene. Tallene må sættes i relation til virksomhedens øvrige nøgletal, så som antal medarbejdere, omsætning og omkostninger. Kun med de informationer ser man, i hvilken grad virksomheden faktisk betaler den rette skat.

Investorer vil have en ordentlig og robust forretningsmodel
Bæredygtighedsdagsordenen er en kompleks dagsorden. Hos Pædagogernes Pension (PBU) kombinerer man det bedste fra aktivt ejerskab og eksklusion. Som hovedregel søger PBU indflydelse via aktivt ejerskab, og kun undtagelsesvist ekskluderes en virksomhed fra investeringsporteføljen ud fra en Worst of the worst-tilgang. PBU har flere fokusområder for deres investeringer, hvor én af dem er ansvarlig skat. ESG-chef, Rasmus Juhl Pedersen gav mødedeltagerne en indsigt i, hvordan PBU ser på ansvarlig skat og hvilke indikatorer for kontroversiel skatteadfærd, de screener sin portefølje for.

Et aspekt som PBU lægger stor vægt på ved investeringer er, om virksomheden bygger deres forretning på en sund og robust forretningsmodel, hvor skatten bliver betalt, hvor aktiviteten sker, og hvor virksomhedens finansielle bæredygtighed ikke er sårbar for ændringer i skattereguleringen, der kan give virksomheden en uventet regning.

Rasmus Juhl Pedersen ser en gryende interesse fra investorsiden for en øget gennemsigtighed i virksomhedernes rapportering om skattebetalinger. Tilbage i 2017 begyndte de første pensionskasser at positionere sig på området, og PBU er en af de mere ’pushy’ investorer, når det kommer til åbenhed om skattebetalinger.

Sådan gør de hos Salling Group
Salling Group var i år nomineret til FSR – danske revisorers CSR-pris, der for femogtyvende gang blev uddelt til den bedste CSR-rapportering i Danmark. Virksomheden arbejder med den lovpligtige rapportering om samfundsansvar, men rapporterer også på yderligere fem udvalgte forretningsetiske områder, hvor de ønsker at gøre en ekstra indsats. Det drejer sig om madspild, dyrevelfærd, sundhed, plastik og samfundsbidrag. I relation til indsatsen på samfundsbidraget, har Salling Group de sidste tre år lagt deres samlede skattetal offentligt tilgængeligt. Som Hanne Stendys, CSR-specialist i Salling Group, formulerer det, ’Der er ikke nogen grund til ikke at rapportere om det. Salling Group er en del af samfundet, og selvfølgelig betaler vi vores skat.’ Hun uddyber, at virksomheden går ind for transparens og ved at lægge tallene frem, undgår de en potentiel mistænkeliggørelse fra sine kunder.

Etisk kodeks for skatterådgivningen
FSR – danske revisorers skatteudvalg har netop udgivet et etisk kodeks for skatterådgivning, og formand for udvalget, Klaus Okholm, deltog på dialogmødet for at præsentere kodekset. Oplægget gav en livlig debat om rådgivers ansvar i arbejdet med en virksomhed, fordi skattelovgivningen netop giver mulighed for at træffe nogle etiske valg. I de senere år har der været meget snak om aggressiv skatterådgivning, og en af konklusionerne fra Klaus Okholm var, at grænserne for, hvad virksomhederne kan og vil tillade sig, inden for reglerne, rykker sig hele tiden. Samfundsnormen ændrer sig i takt med, at virksomhedernes forretningsmodel udvikler sig. Da skattebetalingssystemet blev grundlagt, var det baseret på fabrikstankegangen, og det var tydeligt for enhver, hvor produktionen var. I dag er mange virksomheders forretningsmodel baseret på viden og data. Den vare kender ingen grænser og er sværere at håndtere i det eksisterende skattesystem. Det åbner op for nogle helt nye dimensionerne for god forretningsetik. FSR – danske revisorer har derfor udgivet et etisk kodeks for skatterådgivning, som foreningens medlemmer og andre skatterådgivere kan læne sig op ad i deres rådgivning.

GRI udgiver ny standard om skat
Rapportering om virksomhedens skattebetaling sniger sig ind på direktions- og bestyrelsesdagsordenerne rundt omkring, og nu bliver det lettere at rapportere på. Det internationale standardiseringsorgan, Global Reporting Initiativ, har en ny standard for skatterapportering lige på trapperne. Den vil give mulighed for en mere ensartet og sammenlignelig rapportering.

Dialogmødet sluttede af med en god debat i salen, hvor der kom flere forslag til kommende emner for dialogmøder for 2020. Har du gode emner, er der altid velkommen til at tage fat i Josefine Ellen-Marie Jørgensen, CSR-konsulent i FSR – danske revisorer.

Tak til alle oplægsholdere og deltagere gennem året.

Gratis medlem?

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme

Er du ansat i en medlemsvirksomhed, kan du blive gratis interessemedlem

Læs mere om vores medlemskaber