Nyheder

Utilstrækkelig dokumentation og manglende forbehold om associerede virksomheder

Faglig nyhedRevisor skal opnå tilstrækkeligt og egnet revisionsbevis. Dette var ikke dokumenteret i en sag, der involverede tre associerede virksomheder i såvel moderselskabs- som koncernregnskabet. Endvidere burde revisor have modificeret sin konklusion for forkert regnskabspraksis om de associerede virksomheder i koncernregnskabet, hvor dagsværdi ikke kan anvendes.

Om revisorRevision

Sag nr. 38-2018 blev indbragt af Erhvervsstyrelsen den 1. august 2018 i forlængelse af en kvalitetskontrol efterfulgt af en undersøgelse efter revisorlovens § 37, stk. 3.

De to kritikpunkter i sagen vedrørte revisionen af de samme associerede virksomheder i 2015-regnskabet i henholdsvis moderselskab og koncern for en mellemstor regnskabsklasse C- virksomhed. Erhvervsstyrelsen fik medhold i begge punkter.

I begge regnskaber havde revisor utilstrækkelig dokumentation for sin revision af de tre associerede virksomheder. Langt den største associerede virksomhed havde i løbet af regnskabsåret 2015 skiftet status fra dattervirksomhed til associeret virksomhed ved frasalg af 70 % af kapitalandelene. I den forbindelse skiftede selskabet regnskabspraksis fra indre værdi til dagsværdi.

Revisionen af dagsværdier havde imidlertid været utilstrækkeligt dokumenteret, og som altid kunne der ikke tillægges revisors efterfølgende udarbejdede dokumentation under kvalitetskontrollen og i sagsforløbet nogen vægt. Egenkapitalen i begge regnskaber var på ca. 120,0 mio.kr og dermed steget markant i forhold til 2014-regnskabet (19,5 mio.kr). Dette var i hovedsagen en kombineret konsekvens af frasalget af 70 % af dattervirksomheden og den ændrede praksis fra indre værdi til dagsværdi på kapitalandelene i de tre associerede virksomheder.

De associerede virksomheder indgik i moderselskabets regnskab med 59,4 mio.kr af en samlet balancesum på 127,0 mio.kr. Værdien i koncernregnskabet var den samme. Her var balancesummen på 121,6 mio.kr.

Revisor havde ikke i tilstrækkelig grad udfordret ledelsens dagsværdiberegninger. Dagsværdien af andelene i den store (57,6 mio.kr af 59,4 mio.kr) associerede virksomhed byggede angiveligt på historiske tal – og ikke på forventninger om udviklingen frem til det imødesete restsalg af de sidste 30 % i to portioner inden for det næste par år. Ved de to mindre associerede virksomheder anvendtes indre værdi som dagsværdi, hvilket var i strid med dagsværdihierarkiet. Af sagsfremstillingen fremgår det, at der var ment substansværdi, og dermed indre værdi plus goodwill, der imidlertid på grund af usikkerhed ikke kunne skønnes pålideligt og dermed medregnes.

For så vidt angår koncernregnskabet, skulle andelene have været indregnet til indre værdi. Her er dagsværdi ikke en option. Revisors forklaring om, at koncernregnskabet var uden beslutningsrelevans efter ophøret af koncernen ved dattervirksomhedens ændrede status, kunne ikke føre til, at revisor kunne undlade at modificere sin konklusion for den forkerte regnskabspraksis.

Revisor blev ikendt en bøde på 30.000 kr. den 8. marts 2019. Bødeniveauet er typisk for en lidt større førstegangsforseelse.

Sag nr. 38-2018

Abonnér på nyt fra FSR
Vælg nyhedstype