01. april 2020

Corona Faglig opdatering - Revision og regnskab

Lagerkontrol i en coronatid – fysisk lagerkontrol

Ved revision skal revisor udføre fysisk lagerkontrol, men hvad skal revisor stille op, når Danmark er lukket ned, og både kundens og revisionsvirksomhedens medarbejdere er isoleret derhjemme?


Billede af Heidi Roger Martens

Heidi Roger Martens Chefkonsulent, cand.merc.aud.
uez@sfe.qx 4193 3165

Artiklen er oprindeligt skrevet af en anden medarbejder



Det fremgår af ISA 501, at revisor skal opnå tilstrækkeligt og egnet revisionsbevis for væsentlige varelagres tilstedeværelse og tilstand ved blandt andet at overvære lageroptællingen, medmindre det ikke er praktisk muligt. Ved ikke praktisk muligt forstås forhold uden for revisors kontrol, fx regeringspålagte restriktioner som følge af COVID-19.

Det betyder, at revisor, så længe restriktionerne opretholdes, kan undlade at udføre fysisk kontrol af varelageret uden at overtræde ISA 501. Revisor skal dokumentere, hvorfor det ikke har været praktisk muligt at overvåge den fysiske lageroptælling. Revisor indhenter hvis muligt bevis for varelagerets tilstedeværelse og tilstand ved udførelse af andre handlinger, fx ved efterfølgende (inden afgivelse af revisionspåtegningen) at gennemføre den fysiske kontrol af varelageret samt foretage relevante revisionshandlinger for perioden mellem balancedagen og optællingstidspunktet. Undladelse af fysisk lagerkontrol vil som udgangspunkt kun være tilladt i henhold til ISA 501, når omstændighederne (restriktionerne) er gældende frem til underskriftstidspunktet, eller når den fysiske lagerkontrol ikke vil bidrage til at give sikkerhed for varelageret på balancedagen.

Uanset at revisor som følge af COVID-19 kan udskyde eller undlade den fysiske lagerkontrol, fritager det ikke for kravet om at opnå tilstrækkeligt og egnet revisionsbevis for varelageret. Hvis det ikke kan lade sig gøre, må revisor modificere sin konklusion behørigt.

Såfremt revisor som følge af COVID-19 er nødt til at modificere sin konklusion, kan revisor overveje, om det er hensigtsmæssigt at foretage en kontroloptælling efter afgivelse af erklæringen, med henblik på at få tilstrækkeligt og egnet revisionsbevis for varelageret på balancedagen, således at der ikke vil være behov for et forbehold for varelageret primo i det efterfølgende regnskabsår.

Det er almindeligt kendt, at modificerede konklusioner kan give anledning til en del opmærksomhed fra Erhvervsstyrelsens regnskabskontrol, som kan stille krav om udarbejdelse af nye regnskaber. Vi har drøftet dette med Erhvervsstyrelsen, som oplyser, at man umiddelbart ikke vil forfølge sager, hvor det som følge af COVID-19 ikke var tilladt eller forsvarligt at foretage fysisk lagerkontrol, og revisor ikke på anden vis har været i stand til at opnå tilstrækkeligt og egnet bevis for varelagerets tilstedeværelse. Det er dog Erhvervsstyrelsens forventning, at revisor gør, hvad der er muligt for at opnå tilstrækkeligt og egnet bevis under de givne omstændigheder, herunder fx efterfølgende fysisk lagerkontrol.

Det er vores anbefaling, at omstændighederne beskrives nøje, hvis der tages forbehold for varelagerets tilstedeværelse og/eller eventuelle værdiansættelse som følge af COVID-19. På den måde kan regnskabskontrollen indledningsvist vurdere årsagen til modifikationen og vurdere, om det er relevant at foretage yderligere kontrol. 

Gratis medlem?

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme

Er du ansat i en medlemsvirksomhed, kan du blive gratis interessemedlem

Læs mere om vores medlemskaber