Nyheder

Tillid som konkurrenceparameter

NyhedI september-udgaven af SIGNATUR sætter vi fokus på etik, moral og ansvarlighed. Temaet er aktuelt i en tid, hvor tilliden til erhvervslivet generelt og til den finansielle sektor i særdeleshed er svækket. Både internationalt og nationalt oplever vi i disse år en række verserende sager, og det har fået offentligheden til at kræve en moralsk oprustning og et stærkere etisk kompas.

Med dette nummer ønsker vi at sætte fokus på, hvordan vi kan genrejse tilliden til erhvervslivet, og hvordan revisorerne som offentlighedens tillidsrepræsentant kan bidrage til, at samfundet i dag og fremover kan fæste lid til den finansielle og ikke-finansielle information fra private virksomheder og offentlige institutioner.

I magasinet kan du læse:

Vigende tillid til dansk erhvervsliv
Foreningen offentliggør i dette nummer en splinterny analyse om den generelle tillid til erhvervslivet. Formålet har blandt andet været at undersøge, hvordan de seneste års store erhvervsskandaler har rykket ved tilliden til erhvervslivet bredt forstået, om de forskellige involverede parter har levet op til deres ansvar, og om graden af tillid varierer, alt efter hvem man spørger.

Der er ingen smutveje til tillid
Vi bringer et eksklusivt interview med Karsten Dybvad, som i december 2018 tiltrådte som bestyrelsesformand for Danske Bank. Karsten Dybvad giver i interviewet sit svar på, hvordan man balancerer mellem profit og samfundets interesserer, og hvordan en bank sikrer den nødvendige tillid.

Tillid kan man ikke tale sig til
Formanden for FSR - danske revisorer, Peter Gath påpeger i et andet interview, at tillid og handling hænger sammen: "Tillid er ikke noget, revisorbranchen kan snakke sig til - 
den skal man gøre sig fortjent til gennem handlinger."

Når bæredygtighed rammer finansgangen
Vi har også stillet en håndfuld skarpe spørgsmål til Søren Westh Lonning, der er CFO i C25-virksomheden Chr. Hansen. Spørgsmålene tager udgangspunkt i hans rolle i forhold til bæredygtighed og tillid. Chr. Hansen blev tidligere på året kåret som verdens mest bæredygtige virksomhed under World Economic Forum i Davos. Corporate Knights stod bag den fornemme kåring.

Det burde ikke være så svært
Mød også Michael Gravgaard, som har spillet i flere danske fodboldklubber, herunder Randers Freja, Viborg FF og FCK. I dag driver han sin egen herretøjsforretning, og så er han forresten 96 procent cand.merc.aud’er. Michael Gravgaard forstår vigtigheden af at kunne orientere sig efter et etisk kompas, selvom han engang scorede et mål efter at have givet modstanderen et ureglementeret skub.

Vi har kun en ting at sælge: Og det er tillid
For statsautoriseret revisor Thomas Kragh var beslutningen om at overtage et lille revisionkontor i provinsen svær efter 15 år i EY. Han fortryder dog intet og nyder dagligdagen rigtig meget, særligt at være i tæt kontakt med kunderne. 

Det rigtige mindset
Organisationer har bestemte tankevaner og mindset, der har betydning for, hvordan de ser verdenen og derfor også, hvordan deres medarbejdere tænker og ikke mindst handler.  Hvordan vi tænker og handler afgør succesen for individer og organisationer. Nogle af verdens førende virksomheder såsom Microsoft har for længst taget mindset-begrebet til sig som en central del af arbejdet med organisationskultur. 

SIGNATUR lander i de kommende dage i postkassen hos alle medlemmer.

Alle øvrige har mulighed for at tegne et årsabonnement på SIGNATUR og få magasinet leveret til døren. Læs mere om abonnementsmulighederne her

SIGNATUR udkommer også altid i en læsevenligt pdf. Den kan du hente her

 

Abonnér på nyt fra FSR
Vælg nyhedstype