Nyheder

Væksten findes i ejerskifterne

NyhedMange virksomhedsejere har ikke taget stilling til, hvad der skal ske med deres forretning i fremtiden. Det viser en ny undersøgelse under Revisorbranchens Ekspertpanel.

SMV
Mange virksomhedsejere har ikke taget stilling til, hvad der skal ske med deres forretning i fremtiden. Hver anden revisor i Revisorbranchens Ekspertpanel vurderer, at det kun er mellem 0- 25 pct. af deres kundevirksomheder, som har en plan for, hvordan et fremtidigt ejerskifte skal gennemføres jf. figur 1.

Revisorbranchens Ekspertpanel er et spørgepanel bestående af 273 medlemmer af Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, FSR. 160 af Panelets deltagere har svaret på spørgeskemaet, hvilket giver en svarprocent på 58.

Figur 1. Få virksomheder har planlagt deres fremtidige ejerskifte

Anm.: n = 160
”Hvor stor en andel af dine kunder har lavet en plan for, hvordan et fremtidigt ejerskifte skal gennemføres?”

Charlotte Jepsen, administrerende direktør i FSR, siger:

”Regeringen efterlyser flere vækstvirksomheder. Her er der grund til at fokusere på succesfulde ejerskifter. Undersøgelser viser nemlig, at iværksættere, der overtager en eksisterende virksomhed, har større chance for at overleve end iværksættere, der er startet på egen hånd. Og da mange danske virksomheder i de kommende år står over for et ejerskifte, ligger der et stort vækstpotentiale gemt i ejerskifterne.” 

To ud af tre revisorer vurderer, at viden/know-how går tabt, når et ejerskifte ikke er planlagt i tide. Over halvdelen af revisorerne vurderer desuden, at arbejdspladser går tabt og at værdien af varelagre, maskiner og bygninger falder jf. figur 2.

Figur 2. Arbejdspladser går tabt fordi ejerskifte ikke sker i tide

Anm.: n = 160
”Hvad vurderer du, typisk er konsekvenserne af, at et ejerskifte ikke er planlagt i tide?”

Abonnér på nyt fra FSR
Vælg nyhedstype