Nyheder

Vi har kun en ting at sælge: Og det er tillid

Digital SignaturThomas Kragh udlever sin drøm om et revisorjob, hvor personlig kundekontakt, bestyrelsesarbejde og familieliv går hånd i hånd. Efter 15 rigtigt gode år i Ernst & Young overtog han for 11 år siden sin fars revisionskontor W. Kragh i Tønder og afslører i dette interview, at virksomheden bruger meget få ressourcer på markedsføring og i stedet lever af at sælge tillid.

FSR - danske revisorer

Vi sidder i et hjørnekontor kun fem kilometer fra grænsen mellem Danmark og Tyskland. Statsautoriseret revisor Thomas Kragh byder velkommen i den gamle rødstensmurede købmandsgård fra 1729 i Tønder. Selv om bygningen snart kan fejre 300års jubilæum, fremstår lokalerne topmoderne med synlige hanebånd og klassiske designermøbler. 

Thomas Kragh kan fra sit vindue se ud over byens aktive liv og glæde sig over, at han for 11 år siden valgte at sige ja, da hans far spurgte, om han ville overtage den familieejede revisionsvirksomhed, som i dag har over 50 år på bagen.

“At skulle overtage et lille revisionskontor i provinsen var en svær beslutning. Den gang arbejdede jeg udelukkende med store internationale og børsnoterede virksomheder i Ernst & Young, hvor jeg servicerede kunder, som næsten udelukkende aflagde regnskaber efter internationale og amerikanske regnskabsprincipper, og nu skulle jeg så skifte fokus og arbejde i SMV-segmentet. Men i dag fortryder jeg intet og nyder dagligdagen rigtigt meget, særligt at være i tæt kontakt med kunderne,” fortæller Thomas Kragh, som i 2007 flyttede til byen sammen med sin kone og nu har fundet sin rette hylde i det lille sønderjyske lokalsamfund med 7.500 indbyggere.

“Jeg udlever min drøm, rent faktisk. Jeg sidder i et par bestyrelser og leder i dag en revisionsvirksomhed med otte medarbejdere, hvoraf de fleste sidder her i Tønder, og et par stykker arbejder i Haderslev. Da jeg tiltrådte, lød strategien, at vi skulle vokse os større, men i dag søger jeg ikke den drøm eller det mål. Det er jo egentlig det bedste, man kan gøre: At skabe sig den hverdag, man vil have. Min livserfaring har lært mig, at tiden i Ernst & Young var utrolig spændende, hvor jeg brugte mange af døgnets timer på at arbejde og i perioder var meget væk hjemmefra. I dag vil jeg hellere, at min familie og venner indgår som en del af min hverdag,” understreger Thomas Kragh, som bor i gåafstand fra kontoret.

Tillid kom ind med modermælken
Thomas Kragh arbejdede i ti år på Ernst & Youngs kontor i Odense, nogle gode år på Århuskontoret og lagde desuden vejen forbi både København og Toronto i Canada. De mange forskellige opgaver og arbejdssteder har været lærerige, særligt i forhold til at forstå og efterleve den globale revisorgigants grundlæggende værdier.

“Fra de mange år i Ernst & Young blev jeg flasket op med at skulle have en høj grad af integritet, omhu og nøjagtighed. Hvis der var noget, vi var usikre på, skulle vi undersøge og forstå tingene til bunds. Det har været med til at stimulere min grundlæggende nysgerrighed og været en stor hjælp siden. Alt dette har jeg taget med i mit arbejde den dag i dag, hvor tillid og troværdighed er tilgangen til enhver kunde og kollega,” forklarer Thomas Kragh og fortsætter:

“Integritet og tillid ligger dybt forankret i mit DNA og står som både faglige og menneskelige orienteringspunkter hele vejen rundt: Det gælder i forhold til kunder, til opgaveløsning og til medarbejdere og skal meget gerne være vores kendetegn i det daglige. Det synes jeg også, at det gør. Min holdning og overbevisning lyder meget klart: Vi har én ting at sælge – og det er tillid. Og tillid skal man gøre sig fortjent til. Med den indgangsvinkel giver resten sig selv. Derfor bliver du nødt til i hver eneste opgave, som du afleverer, at lade det gennemsyre af kvalitet og integritet, så du kan være stolt af at sætte dit navn på papiret. Så kan vi ikke gøre så meget mere. Vi bruger ikke mange penge på markedsføring og tror på, at det gode omdømme blandt vores eksisterende kunder spreder sig som ringe i vandet.”

HA’er i praktik i tre måneder
Foruden en håndfuld fuldtidsmedarbejdere har kontoret fået tilknyttet en studentermedhjælper, som læser cand.merc.aud. og bor i Aabenraa. Han spiller håndbold i den lokale klub og spurgte, om han kunne få et job som studentermedhjælper på kontoret. Henvendelsen stod som en fantastisk mulighed for at rekruttere yderligere kompetente kræfter, så det sagde Thomas Kragh straks ja til. Efter sommerferien får Tønder-kontoret desuden tilknyttet en praktikant, som læser HA på SDU i Esbjerg. Thomas Kragh uddyber:

“Vi synes, at det lyder som en rigtig god idé, at man har mulighed for at snuse til revisorfaget allerede på bachelordelen af universitetsuddannelsen, hvor man jo ellers typisk læser erhvervskandidaten på overbygningen og der får blandet teori og praksis. Jeg har selv været utrolig glad for at kunne uddanne mig med en blanding af den teoretiske gennemgang af regnskabs- og revisionsstandarder med konkrete arbejdsopgaver på et revisionskontor. Den kommende praktikant kommer oprindeligt fra området og henvendte sig selv. Det var ren luksus.”

Ikke alt skal måles og vejes
Foruden Thomas Kragh kan kontoret bryste sig af at have endnu en erfaren statsautoriseret revisor siddende i virksomheden. Jan Wilhelmsen var på et tidspunkt tilknyttet Ernst & Young i Tønder, hvorfor det var naturligt, at Thomas Kragh på et tidspunkt spurgte, om han kunne tænke sig at indgå i W. Kraghs team. Sammen med en anden kollega sagde Jan Wilhelmsen ja til tilbuddet i 2012.

“Det er fantastisk at arbejde her. I de store internationale revisionsvirksomheder bliver man målt og vejet. Her passer jeg mig selv, og så længe jeg passer mit arbejde og mine kunder, behøver jeg ikke rapportere yderligere,” fortæller Jan Wilhelmsen og påpeger, at det har været et meget travlt forår:

“Vi får kundetilgang hele tiden, og for et års tid siden åbnede vi kontor i Skærbæk, som nu også begynder at kaste opgaver af sig. Mere end to tredjedele af vores omsætning ligger i første halvår, så vi har løbet virkeligt stærkt frem til 1. juli. I forgårs holdt vi den årlige sommerfest, hvor vi gav den gas og nød, at vi kom fint, men også forpustet i mål.”

De syv år hos W. Kragh er gået hurtigt, og Jan Wilhelmsen nyder jobbets alsidighed, hvor kundekontakt og kommunikation udadtil indgår som en stor del af hverdagen. Det rimer rigtigt fint med, at Jan Wilhelmsen engagerer sig i både det lokale foreningsliv og musikliv, idet han sidder for enden af Tønder Håndboldklubs erhvervsnetværk og indgår i bestyrelsen for Tønder Festival Forening.

Tilbage i hjørnekontoret har Thomas Kragh sat sig bag sin skærm og er ved at afslutte dagens sidste opgaver. Kalenderbladet viser den 5. juli. Det betyder, at både kunder og medarbejdere så småt holder ferie. Det gør Thomas Kragh også snart. Sommeren byder på musikfestivaler i både Tønder og Skanderborg og står ellers på ren afslapning. “Vi trænger vist alle til ferie nu,” afslutter Thomas Kragh og lukker computeren ned med et smil.

Abonnér på nyt fra FSR
Vælg nyhedstype