31. juli 2019

Debatindlæg Debatindlæg

Pålidelige ESG-nøgletal er dansk mangelvare

Børsen, 31. juli 2019


Billede af Anders Lau

Anders Lau Pressechef
nyn@sfe.qx 4193 9147



Nedenstående kronik af Michael Albrechtslund, administrerende direktør hos finansforeningen/CFA Society Denmark, Carsten Borring, Head of Listings & Capital Market hos Nasdaq Copenhagen, og Charlotte Jepsen, administrerende direktør hos FSR - danske revisorer er oprindeligt bragt i Børsen. Læs kronikken hos Børsen

En stigende interesse for bæredygtige investeringer øger behovet for ensartede ESG-data. Et nyt initiativ vil hjælpe virksomhederne på vej. 

Interessen for bæredygtige investeringer, der for eksempel tager højde for virksomhedernes påvirkning af miljø, klima og sociale forhold, er vokset i de seneste år. 

Et konkret eksempel på dette er Pensiondanmark, der i maj i år meldte ud, at de investerer 1,7 milliarder kroner i grøn energiinfrastruktur i nye vækstøkonomier sammen med en række andre parter.

Et andet eksempel er MP Pension, der har forpligtet sig til at afsætte fem procent af formuen til klimavenlige investeringer for at afbøde de negative effekter af den globale opvarmning. Mange andre professionelle danske investorer har forpligtet sig til at bruge informationer om virksomhedernes samfundsansvar, de såkaldte ESG-data, i beslutningsgrundlaget for deres investeringer. 

ESG står for Enviromental, Social og Governance og er informationer, som investorer og finansanalytikere kan bruge til at sikre sig, at investeringen arbejder i en bæredygtig retning. 

Øget fokus på bæredygtige investeringer er ikke kun for investorernes egen samvittigheds skyld. 

Det hænger i høj grad også sammen med, at mange kunder efterspørger ansvarlighed og bæredygtige investeringer. 

Samtidig er faren for et dårligt omdømme og negativ presseomtale en potentiel risiko for både virksomheder og investorer i dag. 

Fortsat lang vej
På trods af mere fokus på bæredygtige investeringer er verden stadig på et tidligt stadium i forhold til at anvende ESG-data i investeringerne.

Dette fremgår af en ny analyse fra det internationale investeringsinstitut CFA Institute. 

Det er særligt manglen på sammenlignelige nøgletal og data, der er en hindring for at bruge nøgletal i investeringsprocesserne, og ifølge CFA Institute er der lang vej igen i forhold til sikre kvalitet og sammenlignelighed. 

Også i en dansk sammenhæng er pålidelige nøgletal en mangelvare. 

En undersøgelse fra FSR - danske revisorer viser, at blandt de 50 største danske virksomheders rapporter om bæredygtighed er det kun knap halvdelen, der oplyser, hvordan deres ESG-nøgletal er opgjort. 

Desuden er det kun er en mindre del, der har fået blåstemplet deres nøgletal af en uafhængig tredjepart. 

Samtidig er tallene svære at sammenligne, fordi der mangler fælles standarder. 

Nyt initiativ gør det nemt
Udfordringen består således i at skabe ensartede ESG-nøgletal, som investorer og finansanalytikere kan regne med og regne på. 

Nøgletal, som er sammenlignelige, troværdige og som er synlige i årsrapporterne.

Det forsøger Finansforeningen/CFA Society Denmark, FSR - danske revisorer og Nasdaq Copenhagen nu at ændre på med et nyt initiativ. 

Her lanceres 15 forslag til nøgletal for virksomhedernes miljø- og klimapåvirkning og for deres sociale og ledelsesmæssige engagement. Initiativet lægger helt konkret op til, at de store virksomheders CO2-udledninger, energiforbrug, sygefravær, kønsdiversitet mv. fremover står side om side med de finansielle nøgletal i årsrapporten. Nøgletallene får følgeskab af enkle definitioner, som gør det nemt for virksomhederne at tage nøgletallene til sig og præsentere deres sociale og miljømæssige indsats i årsregnskaberne på en måde, der er brugbar for investorer og analytikere. 

Hvis ESG-anbefalingerne bliver fulgt, vil det fremover være muligt at sammenligne de største danske virksomheders aftryk på miljøet, klimaet og det sociale område på tværs af brancher og sektorer og holde det op imod virksomhedernes finansielle resultater. 

I dansk sammenhæng er der allerede god inspiration at hente hos selskaber som for eksempel Novo Nordisk, Novozymes og Ørsted, som i dag præsenterer ESG-nøgletal side om side med de finansielle nøgletal i årsrapporten.

Data, der giver indsigt
Der er også hjælp at hente hos Nasdaq og Finansforeningen/CFA Society Denmark, der begge har udgivet vejledninger i brug af ESG-nøgletal.

Oveni har Nasdaq Nordic lanceret en ESG Data Portal, som skal gøre ESG-data mere tilgængelige. 

Tillid og troværdighed omkring virksomhedernes ESG-nøgletal er en konkurrenceparameter i forhold til at kunne tiltrække investorer i fremtiden. 

Vi opfordrer derfor alle store danske selskaber til at bruge de relevante ESG-nøgletal i årsrapporten og dermed at bidrage til at skabe sammenlignelige data, der både giver indsigt og skaber grundlag for bæredygtige investeringer.

Gratis medlem?

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme

Er du ansat i en medlemsvirksomhed, kan du blive gratis interessemedlem

Læs mere om vores medlemskaber