Nyheder

Når banken stiller krav til revisor

DebatKommentar, 10. oktober

FSR - danske revisorerVærdien af revision

En række danske virksomheder modtager i disse uger en henvendelse fra Jyske Bank om at dokumentere, at de har en aftale med en revisor, og hvilke revisorerklæringer, de har aftalt. Jyske Bank skriver, at formålet er at bidrage til bekæmpelsen af økonomiske kriminalitet, og at banken har gode erfaringer med at stille krav om, at virksomhedskunderne har tilknyttet en revisor.

Banken går videre end Revisorloven, idet den ikke alene stiller krav om, at det skal være en godkendt revisor, men en af banken godkendt revisor.

Generelt er initiativet blevet positivt modtaget blandt foreningens medlemmer, hvilket ikke er overraskende, da det er en blåstempling af de godkendte revisorer og deres arbejde. Et par enkelte steder har der imidlertid været løftede øjenbryn og spørgsmål til foreningen om, godkendte revisorer nu ikke længere er godkendte revisorer.

FSR – danske revisorer ser positivt på initiativet. Vi er af den opfattelse, at dét, at virksomhederne benytter en revisor, skaber kvalitet i regnskaberne, bedre regelefterlevelse og dermed er til gavn for virksomhederne selv, bankerne, myndighederne og samfundet i bredeste forstand.

Det er naturligvis op til den enkelte bank at fastlægge de betingelser, der gælder for deres kunder. Det samme gælder brugen af revisor, og hvilket erklæringsarbejde revisor skal udføre i den sammenhæng.
Men det er altid den enkelte virksomhed, der vælger, hvilken revisor og hvilken ydelse, der skal leveres.
Når virksomhedernes samarbejdspartnere stiller krav, er det udtryk for, at markedet for revisorydelser fungerer, og Jyske Banks beslutning om at stille særlige krav om at bruge en revisor, ser vi som sagt som et eksempel på, at revisorerne skaber forretningsmæssig værdi.

Vi vil i øvrigt altid anbefale de virksomheder, der ikke er omfattet af revisionspligt, at benytte en revisor. Virksomhederne må til gengæld selv afgøre, hvilken af revisors ydelser, der er bedst egnet til at dække deres behov, og det vil ofte afhænge af ønskerne hos de nære samarbejdspartnerne, hvilket ofte er banken.

Alle analyser viser, at der er bedre regelefterlevelse, bedre sikkerhed og mindre risiko i virksomheder med en godkendt revisor, og derfor vil vi selvfølgelig opfordre alle banker til at overveje værdien af, at deres kunder benytter en revisor, fordi det er fordelagtigt for banken selv. Alternativt er bankerne nødt til at foretage en mere omfattende kreditvurdering, eller at skærpe deres krav til kunderne på anden vis, eksempelvis højere låneomkostninger, en mindre låneramme, hyppigere rapportering til banken etc.

Foreningen fik tidligere i år gennemført en analyse af tilliden til erhvervslivet. I den forbindelse var der positiv feedback fra virksomheder, investorer og kreditgivere på, at banken stiller krav til deres erhvervskunder om, at de har tilknyttet en revisor. Halvdelen tilkendegav, at kravet om, at virksomhederne skal have tilknyttet en revisor, er fornuftigt.

Udover at bekæmpe økonomisk kriminalitet begrunder Jyske Bank deres initiativ med, at det er sundt for deres forretning. Det er med afsæt i samme betragtninger, at foreningen har foreslået, at virksomheder med en omsætning på mellem fem og otte millioner kroner som minimum skal have en assistanceerklæring på deres regnskab. Det vil bidrage til at forebygge økonomisk kriminalitet og være sundt for samfundet.

Abonnér på nyt fra FSR
Vælg nyhedstype