Nyheder

Kapitalkrav, årsregnskaber og behovet for et velfungerende selskabssystem

DebatKommentar, 8. august

FSR - danske revisorerRegnskab

Sommerferien er ved at være slut, og den politiske sæson er med partiernes sommergruppemøder så småt ved at gå i gang.

Den nye regering og de nye ministre har kun haft sparsom tid til at omsætte og operationalisere de politiske intentioner og pejlemærker i det forståelsespapir, som danner grundlag for arbejdet i den nye regering. Derfor er det endnu usikkert, hvilke erhvervspolitiske initiativer, vi vil se i den kommende sæson.

Det har været sparsomt med de politiske udmeldinger hen over sommeren. Der har dog vist sig en vis politisk interesse for at se på selskabssystemet og igen gøre det billigere at stifte et selskab.

Det bliver en interessant politisk diskussion al den stund, at et politisk flertal i foråret besluttede at sætte en stopper for de såkaldte iværksætterselskaber. Det viste sig, at konstruktionen i for mange tilfælde blev misbrugt til moms- og skattesnyd, blandt andet fordi den offentlige kontrol var yderst sparsom.

I FSR – danske revisorer er vi optagede af, at der findes en langsigtet og stabil løsning for iværksætterselskaberne, så virksomhederne ved, hvad de har at rette sig efter. Det skal være en løsning, hvor der er en fornuftig balance mellem den økonomiske risiko, som virksomhedsejeren påtager sig og de kapitalkrav, der stilles.

Vi har grundlæggende et stærkt selskabssystem i Danmark. Det forhold, at man kan drive virksomhed uden at sætte hus og hjem over styr, understøtter et aktivt og risikovilligt erhvervsliv. Prisen for denne selskabsmodel er, at virksomhederne skal stille med en vis kapital og være transparente om deres finansielle forhold – det er så at sige essensen af samfundskontrakten. Årsregnskabsloven med dens oplysningsforpligtelser og krav om revision er et centralt element heri, fordi den skaber tillid mellem virksomheden og det omgivende samfund.

Naturligvis skal det være nemt at etablere og drive virksomhed i Danmark. Det er afgørende for virksomhedernes konkurrencekraft og dermed for den samlede velstand i samfundet. Vi skal blot passe på ikke at være naive og tossegode i bestræbelserne på at fremme etablering af nye virksomheder. Reguleringen af de såkaldte en-krone-selskaber viste sig netop at være så liberal, at det i realiteten var muligt at etablere et selskab den ene dag og dagen efter at anmode skattevæsenet om refusion af negativ moms, uden nogen som helst dokumentation og kontrol. Det fristede mange svage sjæle.

Derfor er det helt rimeligt med et kapitalkrav af en vis størrelse og en vis offentlig kontrol, hvis man vil drive sin virksomhed med begrænset hæftelse. Alternativt kan man drive sin virksomhed i personligt regi, så er der ingen restriktioner eller krav. Til gengæld hæfter virksomhedsejeren så med hele sin private formue.

Som sagt bliver det interessant at se, hvad regeringen spiller ud med. I det såkaldte forståelsespapir er der bagest et afsnit som handler om samfundskontrakten og virksomhedernes samfundsansvar som forudsætning for tillid og sammenhængskraft. Et vigtigt element heri er strukturelle løsninger, som sikrer, at vi kan stole på de oplysninger, vi får om vores virksomheder. Det eksisterende selskabssystem med dets kapital- og oplysningskrav udgør et stærkt fundament, som godt vil kunne tilpasses med en ny selskabsmodel, som tilgodeser de særlige udfordringer, man står overfor som iværksætter.

Abonnér på nyt fra FSR
Vælg nyhedstype