09. december 2015

Nyheder og pressemeddelelser Nyheder

Reviderede virksomheder scorer bedre

En undersøgelse fra FSR – danske revisorer viser, at reviderede virksomheder i gennemsnit får en bedre kreditrating end de virksomheder, der fravælger revisionen. Kreditratingen måler kreditværdigheden, der har betydning for, hvor meget man kan låne og til hvilken pris.


Billede af Anders Lau

Anders Lau Pressechef
nyn@sfe.qx 4193 9147



En blank påtegning af revisor på virksomhedens regnskab har betydning for virksomhedens adgang til finansiering. I en undersøgelse som FSR – danske revisorer har lavet i samarbejde med kreditratinginstituttet Experian, fremgår det, at de virksomheder, der kan præsentere et revideret regnskab uden anmærkninger har den højeste kreditrating.

Erhvervspolitisk direktør i FSR – danske revisorer Tom Vile Jensen finder ikke resultatet overraskende:

”Kreditratings bliver flittigt brugt af banker, leverandører og analytikere til at vurdere selskabets finansielle situation, og derfor er en god kreditrating ofte lig med en god vurdering af selskabets evne til at betale tilbage på forpligtelsen, og de virksomheder vil man naturligvis hellere låne til og samarbejde med,” forklarer han.

Reviderede virksomheder får hurtigere kradset penge ind
Også når det kommer til den tid, som virksomheder tager om at indkassere tilgodehavender hos sine kunder, adskiller de reviderede virksomheder sig markant.

Et revideret selskab uden anmærkninger er i gennemsnit 52,4 dage om at få indkasseret penge hos kunder, hvorimod et ikke-revideret selskab er hele 76,6 dage om samme øvelse.

Det kan ifølge Tom Vile Jensen skyldes flere ting:

”Det kan både være fordi, at de ikke-reviderede selskaber er for dårlige til at styre deres økonomi og dermed deres kunder. Det kan også være, at kunderne vurderer dem som mindre kreditværdige og derfor presser sig til bedre betalingsbetingelser, ” forklarer han.

Ifølge Tom Vile Jensen er det et stort problem, hvis virksomhederne ikke får deres penge til tiden, for så skal pengene blot findes andre steder – eksempelvis på virksomhedens kassekredit.

Ikke at kunne få penge ind for sine varer i rimelig tid kommer blot til at øge virksomhedens gæld yderligere og dermed finansieringsomkostningerne. Reviderede virksomheder er i øvrigt gode til at betale deres regninger til tiden” forklarer han.

Reviderede virksomheder er da også langt bedre til hurtigt at få betalt leverandører tilbage, og dermed undgår de eksempelvis rykkergebyrer, inkasso eller tab af samarbejdspartnere, der er en yderligere belastning på virksomhedens økonomi.

Læs hele undersøgelsen her.

Gratis medlem?

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme

Er du ansat i en medlemsvirksomhed, kan du blive gratis interessemedlem

Læs mere om vores medlemskaber