05. september 2019

Nyheder og pressemeddelelser Nyheder

ISS gør rent bord og vinder Årsrapportprisen

I skarp konkurrence med en lang række af de største danske virksomheder vandt ISS Årsrapportprisen ved dette års uddeling. Selskabet med sine mere end 500.000 medarbejdere på verdensplan bliver bl.a. fremhævet for god og gennemsigtig beskrivelse af forretningsmodel og forventninger til fremtiden.


Anders Lau nyn@sfe.qx


Billede af Camilla Hesselby

Camilla Hesselby Vicedirektør
pur@sfe.qx 2556 4196



ISS har aflagt den bedste årsrapport i 2019. Det var bundlinjen, da Dansk Industri (DI) og FSR - danske revisorer i dag uddelte Årsrapportprisen 2019 i Industriens Hus.

Vinder af Årsrapportprisen 2019

Vinderen af Årsrapportprisen findes blandt de børsnoterede og 100 største danske virksomheder. Årsrapporten fra ISS blev af dommerpanelet bl.a. fremhævet for at give gode oplysninger om forretningsmodellen og om ikke-finansielle KPI’er. Dommerkomiteen peger også på gode beskrivelser af forventningerne til fremtiden blandt de elementer, der gjorde ISS til årets tilfredse vinder. 

"Hos ISS er årsrapporten hjørnestenen i al kommunikation til vores interessenter. Vi bestræber os altid på at levere ”best-in-class” årsrapporter, der er transparente og af høj informationsværdi. Vi er derfor ekstremt stolte over at modtage Årsrapportprisen 2019 blandt et felt af imponerende årsrapporter fra de største danske virksomheder," siger Pierre-Francois Riolacci, Group CFO, ISS.

Løfter niveauet for de danske årsrapporter

Formålet med prisuddelingen er at fremhæve de gode årsrapporter, så de kan inspirere andre og være med til at løfte niveauet for virksomhedernes rapportering. De seneste års vindere tæller blandt andet Arla, DSV og Carlsberg.

"Årsrapporten skaber et fælles informationsgrundlag, som investorerne har tillid til, og som alle har lige adgang til. Overvej blot, hvordan markedet ville fungere, hvis der ikke var et fælles fundament, men alene adgang til de oplysninger virksomhederne hver især synes de vil vise omverdenen. Med Årsrapportprisen vil vi gerne fremhæve de virksomheder, som bidrager til at udbygge og forbedre de årsrapporter, der ligger til grund for rigtig mange økonomiske beslutninger," siger Charlotte Jepsen, adm. direktør hos FSR – danske revisorer.

"Vi oplever et meget stort pres på rapporteringen især i forhold til hele tiden at tage mere og mere information med. Derfor er det utroligt vigtigt, at virksomhederne hele tiden arbejder på at holde årsrapporten skarp og fokuseret. Det gælder især nyere områder som informationen omkring klima, bæredygtighed og samfundsansvar. Her har ISS eksempelvis medtaget en række centrale målpunkter, som gør informationen konkret og klar," siger Kent Damsgaard, direktør i DI.

Flügger og IC Group henter SMV-priser

Vinder af Årsrapportprisen 2019

Mens ISS gør rent bord blandt de store virksomheder, så henter Flügger og tøjkoncernen IC Group de to priser, som gives til bedste årsrapporter fra mid- og small-cap selskaber. 

Årsrapporten fra Flügger fremhæves for hurtigt at introducere læseren til virksomheden og den vanskelige situation, hvor man er ved at tilpasse virksomheden. Samtidig fremhæves strategigennemgangen, som åbent beskriver de kommende tiltag.

IC Group fremhæves blandt andet for klare oplysninger om strategien, hvor selskabet vil optimere værdien af de enkelte brands med henblik på afhændelse på et for aktionærerne gunstigt tidspunkt.

"De største virksomheder har ressourcerne og sætter standarden, men en informativ og troværdig årsrapport er vigtig for alle virksomheder uanset størrelse. Den er grundlaget for dialogen med samarbejdspartnerne. Her er Flügger og IC Group gode eksempler på virksomheder, som løfter deres rapportering til et højere niveau," siger Charlotte Jepsen.

"Hele formålet med Årsrapportprisen er at inspirere virksomhederne til at arbejde med deres rapportering, så de kommunikerer klart og tydeligt. Derfor er det virkelig godt at se, at dette års bedste har ladet sig inspirere af tidligere års vindere og samtidig har formået at tilpasse erfaringerne til deres egen virksomhed," siger Kent Damsgaard.

Herunder ses IC Group:

Vinder af Årsrapportprisen 2019

FAKTA OM ÅRSRAPPORTPRISEN

Årsrapportprisen gives til virksomheder, hvis årsrapporter udmærker sig og tjener som inspiration for andre. Der uddeles én hovedpris og to SMV-priser til gode og fremhævelsesværdige årsrapporter fra selskaber i mid- og small cap-segmentet.

Årsrapportprisen er blevet uddelt i over 40 år. Siden 2012 er det FSR – danske revisorer og DI, der har stået for uddelingen.

Vindere 2019

  • Hovedprisen: ISS (øvrige nominerede: Novozymes, Nilfisk og Pandora)
  • Mid cap-prisen: IC Group
  • Small cap-prisen: Flügger

Om Dommerkomiteen

Dommerkomiteen består af repræsentanter for regnskabsbrugere, regnskabsaflæggere, akademikere og revisorer. Dommerkomiteens medlemmer er:

  • Carsten Krogholt Hansen, Associate Professor, CBS
  • Jens Houe Thomsen, senioranalytiker, Jyske Bank
  • Jørgen Blom, partner, EY og medlem af FSR’s regnskabsudvalg
  • Kristian Koktvedgaard, fagleder, DI
  • Michael West Hybholt, aktieanalytiker
  • Pernille Benborg, Head of Group Compliance and Financial Controlling, ISS World Services
  • Stig Enevoldsen, medlem af FSR’s Regnskabsudvalg
  • Tina Aggerholm, VP Group Accounting, Carlsberg Breweries, medlem af bestyrelsen og formand for revisionskomiteen i Juristernes og Økonomernes Pensionskasse
  • Torben Johansen, partner, BDO og formand i FSR’s Regnskabsudvalg

Gratis medlem?

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme

Er du ansat i en medlemsvirksomhed, kan du blive gratis interessemedlem

Læs mere om vores medlemskaber