Penge-vært får Lloyd's-prisen 2010

Dorte Fals vært på DR’s ’Magasinet Penge’ får torsdag eftermiddag overrakt Lloyd's-prisen 2010 - for evnen til at formulere sig, så langt de fleste fanger budskabet. Overrækkelsen sker på Den Britiske Ambassade i København.

Dorte Fals modtager prisen, for indsatsen i ’Magasinet Penge’, hvor hun i helt usædvanlig grad har formået at kommunikere vanskelige økonomiske problemstillinger på en tilgængelig og letforståelig måde til glæde for borgere og virksomheder i Danmark.

Prisen, der er på 35.000 kroner, bliver i år uddelt for 20. gang, og den bliver stillet til rådighed for Foreningen Registrerede Revisorer (FRR) af Lloyds i London. Hæderen bliver givet til en, der efter FRR’s valg, har gjort en særlig indsats, der støtter om erhvervslivet og/eller samfundet som sådan, som det hedder. Dorte Fals har valgt at donere pengene til velgørende formål.

Blandt de tidligere modtagere af Lloydsprisen er direktør for Irma, Alfred Josefsen, Stine Bosse, direktør for Tryg Vesta og Jens Moberg fra Better Place.