21. oktober 2019

Debatindlæg Debatindlæg

Advokaterne tager retssikkerheden som gidsel

Berlingske, 21. oktober 2019


Billede af Anders Lau

Anders Lau Pressechef
nyn@sfe.qx 4193 9147



Nedenstående debatindlæg af administerende direktør Charlotte Jepsen, FSR - danske revisorer, er oprindeligt bragt i Berlingske.  Læs debatindlægget hos Berlingske.

Advokatsamfundet hævder i et læserbrev i Berlingske, at revisorerne lader profit gå forud for retssikkerhed, fordi vi foreslår mere konkurrence på advokatmarkedet.

Det er ikke sandt.

Vi mener tværtimod, at det er meget vigtigt at værne om retssikkerheden, når advokaterne varetager deres klienters interesser i en retssag eller en tvist. Men vi mener omvendt ikke, at det er i orden eller for den sags skyld i samfundets interesse, at advokatbranchen bruger retssikkerheden som gidsel til at blokere for fri konkurrence på rådgivningsmarkedet. Retssikkerhed og konkurrence er ikke hinandens modsætninger.

Advokaternes kerneydelse, som er arbejdet i retssalene, udgør en mindre og mindre del af advokatstandens samlede arbejde. Ja, faktisk kun omkring 10 procent. Langt hovedparten af det, advokater beskæftiger sig med i dag, er almindelig rådgivning om for eksempel køb og salg af ejendomme og virksomheder, om skat eller udarbejdelse af aftaler.

Denne rådgivning foregår i konkurrence med revisorer, managementkonsulenter, bankrådgivere og andre. Problemet er, at konkurrencen ikke er fri, fordi advokaterne har en særbeskyttelse og har haft held med at blokere for politikernes ønske om at øge konkurrencen.

Vi mener, at det er på tide, at der åbnes for konkurrencen på advokatmarkedet til gavn for forbrugerne og for samfundet. Det kan eksempelvis være ved at liberalisere brugen af advokattitlen, så advokater også kan kalde sig advokater, når de arbejder i en bank eller i et revisionsfirma. Og det kan være ved at ændre på ejerskabsreglerne, så andre end advokater kan være ejere af et advokatselskab, som også Produktivitetskommissionen anbefaler.

Denne liberalisering af advokatmarkedet er man lykkedes med i England og Wales, hvor man dermed skaber bedre tilbud for kunderne. Dette vel at mærke uden, at man har sat retssikkerheden over styr.

Herhjemme er der også god inspiration at hente i eksempelvis revisorbranchen, hvor reglerne blev liberaliseret i 2003 og 2008.

Liberaliseringen var her drevet af et ønske om at nedbryde "unødige, nationale hindringer" for øget konkurrence.

Konsekvensen er, at revisionsvirksomhed kan drives i alle ejerskabsformer, men at godkendte revisorer skal have majoriteten af stemmeretten. Yderligere blev det muligt at anvende revisortitlen uden for revisorbranchen som for eksempel i en advokatvirksomhed.

Påtegning af regnskaber kan dog fortsat alene ske med afsæt i en godkendt revisionsvirksomhed.

Det er vores vurdering, at liberaliseringen af revisorbranchen er sket, uden at det har påvirket kvaliteten af branchens ydelser og revisorernes uafhængighed negativt. På samme måde kan konkurrence og retssikkerhed fint gå hånd i hånd, hvis man liberaliserer adokvatbranchen.

 
 

Gratis medlem?

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme

Er du ansat i en medlemsvirksomhed, kan du blive gratis interessemedlem

Læs mere om vores medlemskaber