Flere tusind selskaber skal i de kommende år rapportere om deres arbejde med bæredygtighed. Revisorerne spiller en central rolle i både rådgivning om og validering af bæredygtighedsrapporteringen.


FSR – danske revisorers Bæredygtighedsakademi er sat i verden for at klæde revisorbranchen på til at rådgive kunderne om arbejdet med bæredygtighed og til at løfte erklæringsopgaver i relation til selskabernes bæredygtighedsrapportering 

Akademiet er nødvendigt at gennemføre, hvis du som godkendt revisor ønsker at uddanne dig til godkendt bæredygtighedsrevisor. Når du har gennemført akademiet, må du erklære dig på de bæredygtighedsrapporter, som selskaberne udarbejder i henhold til CSRD.

Bæredygtighedsakademiets kompetente undervisere leder dig sikkert igennem, og når du har gennemført det samlede forløb, modtager du et kursusbevis, som du registrerer i Erhvervsstyrelsens systemer. Herefter kan du kalde dig godkendt bæredygtighedsrevisor.

Akademiet er delt op i tre moduler med følgende fokus:

  • Modul 1: Grundlæggende introduktion til bæredygtighed og ESG
  • ​Modul 2: Bæredygtighedsrapportering
  • Modul 3: Erklæringsopgaven.

Akademiet består af 30 timers undervisning fordelt med 22 timers e-learning og otte timers fremmødeundervisning. E-learningen består af optagelser  og multiple choice tests, som du kan gennemføre på netop det tidspunkt, som passer dig. E-learningen skal dog være fuldført før du kan deltage i fremmødeundervisningen. Fremmødeundervisningen afholder vi både øst og vest for Storebælt. 

Kun medlemmer af FSR – danske revisorer kan tilmelde sig Bæredygtighedsakademiet.

Læs mere om uddannelsen til godkendt bæredygtighedsrevisor

Hele bæredygtighedsteamet kan deltage

Bæredygtighedsakademiet er også relevant for de øvrige medlemmer af opgaveteamet, og ikke kun de godkendte revisorer. Det sikrer, at hele teamet har en samlet forståelse for rammerne og de standarder, som erklæringsopgaven dækker.

Læs mere om bæredygtighedsakademiet for hele teamet

Betjening af SMV-segmentet 

Er din kunde underleverandør til et selskab, som er omfattet af CSRD, kan der opstå situationer, hvor din kunde skal levere bæredygtighedsdata til sine kunder, og vil bede dig om at afgive en erklæring. Ofte står din kunde uden viden om, hvordan data indhentes, og i hvilken form de skal leveres. Ved at gennemføre Bæredygtighedsakademiet, har du et godt udgangspunkt at rådgive dine kunder fra og som godkendt bæredygtighedsrevisor, kan du også erklære dig på rapporteringen.

Læs mere om betjening af SMV-segmentet