27. maj 2021

Kommentaren

Behov for længere frister for kompensationsordninger og slutafregning

Vi nærmer os den 31. maj, som i et normalt år uden corona, er fristen for indsendelse af årsrapporterne. Folketinget har udsat fristen til den 30. juni på grund af pandemien – og det er med god grund.


Indsendelserne af årsrapporterne er gået i stå på grund af frister i kompensationsordningerne. Det totale antal indsendte årsrapporter er lige nu på niveau med 2020, men der er indsendt færre rapporter i maj måned i år end sidste år – og det er selvom indsendelsesfristen er om en måned, hvor virksomhederne sidste år havde helt frem til ultimo august. 

Det er givet vis et udtryk for de store arbejdsmængder og den travlhed, der er i øjeblikket hos vores medlemmer. Ved siden af årsrapporter, selvangivelser, rådgivning og erklæringsopgaver fylder arbejdet med kompensationsordningerne ganske meget. Det skyldes ikke mindst, at ordningerne er komplekse, og at arbejdet med fortolkning af reglerne har vist sig at være langt mere omfattende end forventet. Der er mange forskellige kompensationsordninger med forskellige ansøgningskriterier og måder at opgøre omkostninger og periodisere dem på. Der er således et stort behov for bistand og assistance hos virksomhederne i øjeblikket, som kommer oven i den traditionelle højsæson med årsrapporterne.

Derudover har der – forståeligt nok – også være problemer med at få it-systemerne klar hos myndighederne, når kompensationsordningerne er blevet ændret eller forlænget.

Som rosinen i pølseenden kommer så efterkontrollen og slutafregningerne, hvor revisorerne blandt andet skal erklære sig om lønkompensationsordningen, som de ikke tidligere har været inde over. 

I revisorbranchen vil vi gerne her og nu kunne fokusere og sammen med kunderne få færdiggjort årsrapporterne med frist den 30. juni, så der foreligger troværdige årsrapporter med tidsmæssig relevant information. Det kan imidlertid blive en udfordring. Flere af fristerne i kompensationsordningerne ligger også i juni måned.

Derfor er der behov for at se på fristerne i ordningerne. Det gælder blandt andet fristen for slutafregning, som med fordel kan flyttes til efter sommer. Fristudskydelse er også nødvendig i de situationer, hvor it-systemerne ikke har være klar fra dag ét. Det kan af hensyn til muligheden for at planlægge overvejes at arbejde med en minimumsperiode for frister på for eksempel tre måneder for ansøgning og slutafregning, målt fra det tidspunkt, hvor systemet er fuldt kørende.

Der kan også være behov for at gøre noget særligt i de situationer, hvor virksomheden bliver udtaget til kontrol og mødt med krav om revisorerklæring i forbindelse med slutafregningen. Virksomheder, der ikke før har anvendt en revisor, får dermed tid til at finde en revisor, og revisor får tid til at gennemføre det lovpligtige kundetjek mv.

I FSR - danske revisorer er vi optagede af, at de indsendte årsrapporter har en høj kvalitet, og at virksomhederne og deres revisorer har den fornødne tid og fleksibilitet til at kunne planlægge arbejdet. Derfor skal vi opfordre til, at man overvejer at forlænge fristerne for kompensationsordninger og melde det forholdsvist hurtigt ud, så virksomhederne og deres revisorer kan planlægge efter det.

Gratis medlem?

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme

Er du ansat i en medlemsvirksomhed, kan du blive gratis interessemedlem

Læs mere om vores medlemskaber