30. maj 2023

Debatindlæg Debatindlæg

Mangel på arbejdskraft truer revisorbranchen og samfundstilliden

Manglen på revisorer er måske i første omgang et brancheproblem, men det bliver hurtigt et samfundsproblem, når der ikke er nok hænder og hoveder til at sikre tillid til virksomhedernes finansielle- og grønne regnskaber.


Billede af Anders Lau

Anders Lau Pressechef
nyn@sfe.qx 4193 9147



Debatindlægget er bragt hos Finans.

Dårlig ledelse og høje krav presser revisorerne, skriver JP Finans den 16. maj. Artiklen er baseret på en ny omfattende undersøgelse, der viser revisorbranchens udfordringer med mangel på arbejdskraft, højt arbejdspres og problemer med work-life-balance. Hvad rager det mig? Tænker du måske. Er alle brancher ikke ramt af mangel på medarbejdere for tiden? 

Jo. Vi mangler dygtige hænder og hoveder mange steder i det danske samfund. Men manglen på revisorer er vigtig, fordi revision dybest set handler om tillid. Om at sikre, at vi kan have tillid til hinanden. Til erhvervslivet. Til den grønne omstilling. Og meget andet. Nu har vi for første gang et solidt og faktabaseret grundlag at tage fat på rekrutteringsudfordringerne fra. Det giver håb for fremtiden. 

Manglen på arbejdskraft er uden tvivl den største udfordring for revisorbranchen de kommende år. Antallet af godkendte revisorer falder støt. Samtidig søger mange nyuddannede revisorer lykken uden for branchen, hvor der stor efterspørgsel på deres kompetencer. Tabet af medarbejdere rammer revisorbranchen hårdt og skaber mange steder en negativ spiral, hvor de tilbageværende medarbejdere skal løbe endnu hurtigere for at tilfredsstille kundernes behov. Manglen på revisorer er måske i første omgang et brancheproblem, men det bliver hurtigt et samfundsproblem, når der ikke er nok hænder og hoveder til at sikre tillid til virksomhedernes finansielle- og grønne regnskaber. 

Heldigvis har mange revisionsvirksomheder erkendt, at der skal ske noget, hvis de skal holde fast i deres medarbejdere og tiltrække nye unge talenter til branchen. Man har længe haft blik for rekrutteringsudfordringerne. I nogle revisionsvirksomheder, tackler man højt arbejdspres ved at begrænse antallet af nye kunder, for på den måde at styre omfanget af opgaver. Andre steder har man indført mere fleksibilitet, lagt låg på det herostratisk berømte overarbejde og givet mere tidssvarende vilkår bl.a. når det kommer til barsel.

Initiativerne er mange og nødvendige. Men vi er slet ikke i mål. Meget handler om at ændre på traditioner, ledelse og en arbejdskultur, som har fungeret godt i mange år, men som ikke altid harmonerer med ønskerne til et moderne arbejdsliv. For mange fylder balancen mellem arbejde og fritid mere end tidligere. Der skal være plads til andre ting i livet end arbejde. Her både kan og skal branchen blive endnu bedre til at tilbyde attraktive arbejdspladser, hvor der både er plads til et spændende job og et sundt familieliv ved siden af. 

Hovedansvaret for at skabe de nødvendige forandringer ligger uden tvivl hos branchen selv. Men vi kan ikke klare det hele alene. Vi har brug for politikernes hjælp. Uddannelsesvejen til at blive statsautoriseret revisor skal være bedre og bredere, så flere har mulighed for at blive revisor. Kravene til at blive statsautoriseret revisor trænger fx til at blive set efter i sømmene. Herhjemme er det kun cand.merc.aud.-studerende, der kan gå til revisoreksamen. Hvorfor ikke gøre som i England, hvor alle personer med en universitetsgrad kan gå til revisoreksamen og bestå? 

Vi ser også gerne, at der bliver gjort en indsats for at beskytte revisortitlen. I dag kan alle kalde sig ”revisor”. Desværre ser vi af og til brodne kar svigte det store ansvar, den titel kommer med. Det kan vi ikke leve med. For tilliden lider skade, når det sker. Ved at beskytte revisortitlen kan politikerne slå en ring om de mennesker og virksomheder, der hver dag værner om vores tillidssamfund.

Gratis medlem?

Medlemsfordele

Faglige nyheder
Rabat på kurser
Arrangementer og events
Person med krydsede arme

Er du ansat i en medlemsvirksomhed, kan du blive gratis interessemedlem

Læs mere om vores medlemskaber